onsdag den 27. maj 2009

Mandagstema: Vanskeligheder

Bedre sent end aldrig. Mandagens tema er "trøbbel", altså vanskeligheder på dansk.
En skildpadde som ligger på ryggen er i vanskeligheder, for hvis ikke den kan vende sig om, dør den:
Men ikke ret længe, så går den i gang med at vippe:
Og for en sund skildpadde er det ingen kunst at vende sig om, her er Tobias allerede på siden:
Og her er han så på ret køl igen, klar til at indtage haven:

Tobias er en russisk landskildpadde på ca. 75 år (jep, det er menneskeår), som har været min ven i 29 år nu. Jeg købte ham for 80 kr. (i dag koster de lidt over 2.000 kr.), måtte endda låne de 40 af min meget nye kæreste, som syntes jeg var skrupskør. Det synes han vist ind imellem stadig at jeg er, men det var trods alt ham som ville giftes med mig. Tobias er piercet i skjoldet, og nej, det er ikke dyreplageri. Kan sammenlignes med når vi klipper negle. Og for en frihedselsker som ham, ville det være mere dyreplageri at spærre ham inde i et bur. Vi binder en snor i ham og så går han frit omkring i det meste af baghaven som det passer ham. En skildpadde er verdens nemmeste dyr, passer sig selv om sommeren, sover hele vinteren og der er ikke nogen chancer for allergi - og så skulle de bringe lykke ifølge kinesisk overtro. :)

tirsdag den 19. maj 2009

Lille Dyt i Veteranposten

Min historie om min sommerbil blev virkelig trykt i Veteranposten, nemlig i aprilnummeret, her har jeg scannet en del af det (historien kan I jo læse på linket, hvis I ikke allerede har gjort det):
Et er jo at de siger de vil gøre det, et andet er om de virkelig gør det. Jeg føler mig meget beæret.

I søndags udstillede min far og jeg vores gamle køretøjer på Klampenborg Galopbane, hvor der blev holdt det årlige Copenhagen Classic Autojumble. En af mine go'e venner syntes jeg skulle kopiere min historie og sætte kopierne i forruden, da der sikkert var mange som godt ville læse den, men den er jo lang så man læser den ikke sådan lige på et minut. Det viste sig at være en go' idé, for der var helt udsolgt, da vi skulle hjem. Mere om udstillingen og masser af billeder af smukke køretøjer senere.

mandag den 11. maj 2009

Castrol shopping

Ja, jeg undværer gerne et par sko for at min gamle dyt kan mæske sig i:
Den kan nemlig ikke køre på blyfri benzin, skal helst ha' gammeldaws 98 oktan, men det findes jo ikke rigtig mere, så derfor investerer jeg i denne tilsætning som klarer både bly og oktanboost - hvad gør man ikke for at gøre sin gamle ven glad. :)

Mandagstema: Ansvar

Jeg tror ikke man ved hvad ansvar er før man har fået børn! Til gengæld er søn ikke specielt ansvarlig, men han er altid glad og god for en munter optræden (bedst med lyd):
video
Nu ved jeg godt at jeg er hans mor og selvfølgelig synes denne video er utroligt morsom, jeg vil nu alligevel råde jer til at se den til ende og så tør jeg vædde med at I ikke kan lade være med at smile. :)

onsdag den 6. maj 2009

Mandagstema: Mønstre

Jeg er vild med at fotografere mønstre! Når vi er på ferie synes søn at det er fjollet som jeg altid skal fotografere mure, gulve, fortove, lofter, tage ...

Denne Italienske væg har det hele, masser af forskellige materialer og asymetriske mønstre:

Denne Italienske mur er bare vidunderligt slidt:

Dette Italienske fortov kunne jeg ikke stå for:

Dette mønster af sten var lagt i vandet ved Hellbrün Wasserspiele i Østrig:

Jeg vil slutte mit mønstertema med denne væg:
Billedet er taget i VW fabrikkens museum i Wolfburg og væggen er lavet af lutter Seat sidespejle.

Du kan finde meget mere af samme skuffe under Download sektionen på min hjemmeside: www.samati.dk.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...