onsdag den 31. marts 2010

Rigtig go' påske til jer alle

Ahhh, hele FEM fridage, hvor jeg skal være sammen med familien, spise go' mad og proppe mig med påskeæg. Håber vejret bli'r lidt bedre end lovet, for mit sommerhus er meget lille.

onsdag den 17. marts 2010

Det er svært at spå ...

især om fremtiden!

Det skal nu alligevel ikke afholde mig fra at være vild med tarotkort. Som de fleste ved er jeg samler, men til forskel fra så mange andre emner, samler jeg ikke på tarotkort, faktisk ejer jeg kun to sæt: Legend: The Arthurian Tarot, som bygger på Kong Arthur legenden, som jeg altid har været fascineret af, og så syntes jeg kortene var så smukke. Det var et sæt som bogstaveligt talt faldt ud af Rasmines taske for en del år siden. Og så ejer jeg selvfølgelig et sæt Rider Waite i miniformat. Jeg synes de er umådeligt grimme og kedelige, men størrelsen er perfekt til rejsebrug, hvor jeg har tid til at studere det grundigere.

Nu har jeg så ved et tilfælde fundet et fantastisk tarotkortsæt: The Housewives Tarot, jamen, altså, det bli'r bare ikke bedre.

Det kommer i den fineste lille opskriftsæske, er opdelt med skillekort, hvorpå der faktisk er opskrifter på bagsiden, og der er en genial lille letlæst bog med.

Billederne er i skønneste 50'er stil, farver og motiver er perfekte:

Og så er der utroligt meget humor i sættet, se bare djævlen:
En stor fed chokoladekage omgivet af alle mulige andre syndige fristelser.

I starten af bogen er skrevet en lille historie om hvordan kortene blev til, det kan man jo tro på eller lade være, men historien er meget sød. Det siges at en perfekt husmor, med styr på alt fra sidste nye mode til hele hytten, velopdragne unger og et lykkeligt ægteskab har opfundet sættet, og at hun afslørede det for sine veninder under et spil bridge, som hemmeligheden på hvordan alting bare artede sig i hendes liv. Hun skulle være endt med at sætte sættet i produktion og blive en succesrig forretningskvinde - gad vide om hendes hjem fortsatte med at være perfekt?

I kan læse den hele historien her (på engelsk).

Nå, jeg må smutte, skal lige stille et par spørgsmål til mit nye tarotsæt. :)

lørdag den 13. marts 2010

Frugteligt morsomt!

Det sker vist kun hos os! :)

Forleden dag jeg kom hjem var der sat talebobler i frugterne i køkkenet.
Den venstre mandarin siger: "Spis mig ikke!", den højre svarer: "Slap af, herhjemme spiser de ikke frugt."

Jeg tror søn har set for meget Annoying Orange.

Rigtig go' weekend til jer alle.

lørdag den 6. marts 2010

Jeg savner Østrig!

Jeg savner Østrig, selvom jeg hele tiden tabte i vores hjemmelavede udgave af "Black & White": Det er mig der er hvid.

Jeg savner tiden og freden og min daglige tur i gondolliften:
video

Et kig ud af gondolens vindue og der løber søn jo:
video

Men på den anden side - nu må det godt blive forår:

onsdag den 3. marts 2010

Forklæderevolutionen

Ja, hvad i alverden er det???

Jeg har nydt at læse Donnas blog siden nytår forrige år, hvor hun startede et eksperiment med at leve som i 1955. Hun skriver skønt og har nogle virkelig gode synspunkter, hun er meget inspirerende. I år har hun så startet en hjemmeside der hedder The Apron Revolution. Den er jeg også ret vild med, den er lidt ala et dameblad fra 50'erne, og det er jo lige mig.

Hun har udnævnt mig til Apronite of March, hvilket jeg faktisk er lidt beæret over.
Det må skyldes alle mine kommentarer på hendes blog, jeg kan jo ikke holde min mund, vil nogen af jer vide. ;)

Jeg har i min vinterferie i Østrig skrevet en lang artikel om hvordan det var at leve i Danmark i 50'erne, og hvordan jeg lever i dag. Jeg lever åbenbart temmelig "vintage", uden at tænke nærmere over det. Så hvis I har tid og lyst til at tygge jer igennem et langt skriv på mit rustne Engelske, som er skrevet frit fra leveren uden hjælpemidler, så go' fornøjelse. :)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...